Et badeværelse indrettet efter ægte bonderomantiske toner er ikke noget du kan bestille hjem fra et katalog eller købe direkte fra vinduet i butikken. Men med lidt fingerfærdighed og tålmodighed kan du selv kreere stilen derhjemme. Vi viser her hvordan.
På et badeværelse møbleret efter fransk landstil hører alt inden for buketter, stearinlys og hyggelige siddepladser. Florlette gardiner og forhæng. Smukke prismelysekroner og gamle spejle med facetslebne kanter eller flotte store rammer. Et badekar – gerne på løvefødder, hører sig også til. Det samme gør et stativ til håndklæder. Farverne er naturlige, neutrale og slidte.
Frem for moderne badeværelsesmøbler som vi kender dem, bruger franskmændene i stor stil, antikviteter i deres badeværelser. Og det er nok også det, der gør, at stilen er så charmerende. Der er ikke to badeværelser, der er ens. Mange bruger, hvad de nu lige har af møbler og laver dem om, så de kan bruges i badet. Det kan være gamle servanter med bordplade af marmor eller træ, gamle skabe, tobaksborde eller små kommoder.
Et godt alternativ til de moderne badeværelsesmøbler er, at finde et gammelt skab på et loppemarked eller hos en antikvitetshandler og patinere det. Sådan et skab koster ikke meget, og med lidt tålmodighed kan du nemt lave det til et luksuriøst, smukt og elegant baderumsmøbel. Trin for trin beskriver vi her, hvordan du kan forvandle et gammelt skab til et flot og helt unikt badeværelsesmøbel.
Monter selv, eller få VVS-manden til at montere en håndvask i skabet. Denne model er beregnet til at ”stå” på bordpladen. Den ligner nærmest et fad, nøjagtig som de smukke porcelænsfade fra 1800-tallet. Du kan også vælge en traditionel nedsænket vask. Skabet her har en skuffe i hele skabets dybde, lige under bordpladen. På grund af afløbet kunne hele skuffen ikke bruges. Den er derfor blevet savet over, så der er 10 cm skuffe tilbage. Derefter er bagstykket monteret på igen. Nu er der en lille praktisk skuffe til småting, der er godt at have lige ved hånden.
Blandingsbatteriet er her monteret i bordpladen, men har du muligheden for det, er det rigtig flot at sætte et væghængt blandingsbatteri op. Der findes mange spændende modeller på markedet, der passer rigtig godt til stilen.
Gamle kniplinger eller små blondeduge, egner sig fortrinligt som et let gardin, der forhindrer indkig i baderummet. Monter dem på spiralsnore, eller sæt dem fast direkte i vindueskarmen.



Bordpladen på skabet er bibeholdt som den var. Den er blevet slebet let med sandpapir og mættet med linolie. Det gør den modstandsdygtig for vandstænk. Er pladen grim, males den som resten af skabet. Vask skabet godt af i grundrens. Mal det med den hvide grunder. Alt efter skabets farve, kan det være nødvendigt at male to-tre gange. Dette skab var mørkbejdset, så det er blevet malet to gange med grunder. Mal derefter med den mørkegrå maling og til sidst to gange med den lysegrå maling. Malingen skal dække helt. Mal også skabet indvendigt, først med grunder derefter to gange med den lysegrå maling. Lad skabet tørre godt imellem hver gang, du maler. Så skal skabet patineres. Slib hele skabet let med sandpapir. Gerne så der bliver slebet igennem til de underliggende lag maling. Slib ekstra på kanter og hjørner, hvor det ville være naturligt slidt, efter mange års brug. For at gøre udtrykket mere blødt, dyppes en klud i hvid maling og skabet vaskes nu over med den. Det er vigtigt, at det gnides godt ind. Prøv dig lidt frem. Malingen kan nemt fjernes med vand, hvis der kommer for meget på. Skabet skal have et ”kalket” udseende, når du er færdig. Til sidst gives skabet et lag mat panellak, for at gøre det modstandsdygtigt over for vand.
Tip
Et badeforhæng i plastic, hører ikke til i den franske landstil. Sy selv et forhæng af et transparent stykke stof, lavet af bomuld eller hør. Det giver lethed og elegance til rummet. Forhænget kan nemt gå i vaskemaskinen, og levetiden er mindst ligeså lang, som ved et af plastic.
Sponsorlinks
Bogen om køkkenet
kr. 299,-Planter i boligen
kr. 269,-Dansk kunstindustri
kr. 199,-