“En ribbe, et par ringe eller en gynge bør ikke kun hænge i haven eller i gymnastiksalen. Få redskaberne ind på børneværelset og stimuler børnenes motorik optimalt.” - Iben
Få børnene til at lave mærkater til legetøjskasserne, så går de lidt mere op i også at putte klodser, biler og halskæder ned i den rigtige kasse under oprydning.
Med en ribbe kan børnene selv nå op i højden og få fat i alt legetøjet. • Lad være med at bruge for lang tid på at jagte børnemøbler i den rigtige farve. Alt kan males.
• Et børneværelse med en masse farver blandet sammen er humoristisk og kickstarter børnenes fantasi. Hvis væggene er hvide, kan du gå endnu vildere til værks med farvepaletten på møblerne.
• Jo ældre barnet er, jo mere skal det inddrages i indretningen af dets værelse. Også selv om det betyder farver, mønstre eller dekorationer, som du måske ikke lige selv ville have valgt. Alternativet er et værelse, som barnet ikke gider være på.
• Udnyt væggene til andet end at hænge hylder og billeder på. Mal bogstaver eller figurer selv, så bliver værelset mere personligt.

Chatollet i teak forandrede fuldstændigt
udtryk, da det blev malet orange.
Ibens tips til indretning af børneværelset
• Jo hyggeligere et børneværelse er, des mere leger børnene dér og ikke inde i stuen. Hygge er jo individuelt, men generelt kan børn godt lide at omgive sig med ting, de kender og genkender. Hæng f.eks. billeder op af dyr eller ting, som dine børn godt kan lide, og skab plads til, at deres yndlingsfigurer kan stå fremme, så de altid er inden for rækkevidde.
• Det er en rigtig god ide at bytte ud i legetøjet. Det legetøj, børnene umiddelbart kan se, er som regel det, de leger med. Når legetøj, der har været gemt væk i et stykke tid, kommer frem igen, virker det nyt for børnene.
• En ribbe, et par ringe eller en gynge bør ikke kun hænge i haven eller i gymnastiksalen. Få redskaberne ind på børneværelset, og stimuler børnenes motorik optimalt.
Ibens bedste investering
Reolen med kasser til opbevaring af legetøjet. Det er smart, at børnene selv kan bære én kasse ad gangen med ind i stuen eller ud i haven. Og lige så vigtigt, at børnene selv kan bære den ind i reolen igen, når legen er slut.
Ibens bedste detalje
Kommoden har fået nye greb i form af plastdyr, der er sat fast med en skrue i ryggen. Dyrene gør kommoden til et næsten magisk møbel i børnenes fantasifulde univers.
Ibens bedste gør-det-selv-idé
Hvis to søskende skal dele værelse, og der er forskel i køn og alder, så kan løsningen være at dele rummet i to ved hjælp af en halv væg. Her er der sat et stort vindue i væggen, så lyset fra rummets eneste vindue får lov til at trænge ind i den bagerste del af værelset. Væggen er bygget af trælægter med isolering i midten, og udenpå er der sat gipsplader op. I væggen sidder et stort vindue fundet brugt på nettet. Vinduet går med vilje ikke helt ned til gulvet, da det i mindre værelser er praktisk med vægplads til at stille ting eller f.eks. en seng op ad.
De flotte grafiske og malede bogstaver på væggen er duppet på med en svamp. Lampen er en stor stjerne, der våger over poderne nat og dag.
Iben Windsmose
Baggrund
Under sin uddannelse på linjen for tekstiltryk på Håndarbejdets Fremme Seminarium kom Iben i praktik hos en boligstylist. Praktikopholdet gik så godt, at Iben besluttede sig for at blive hos stylisten og arbejde som assistent. Tre år senere åbnede Iben en børnetøjsbutik på Frederiksberg, hvor hun brugte en stor del af tiden på at designe og sy tøjet selv. Sideløbende lavede Iben stylistopgaver for flere af landets bolig- og livsstilsmagasiner. Begge forretninger gik så godt, at Iben af tidsmæssige hensyn måtte vælge én af dem fra. I dag løser hun indretnings- og stylistopgaver på fuld tid.
Iben bor i en lejlighed på Frederiksberg med sin kæreste og deres to børn.
Personlig stil - Feminin nostalgi
“Nostalgi og poesi er kodeord. Nostalgi, fordi jeg har mange genbrugsmøbler, der vidner om en svunden tid. Poesi, fordi jeg indretter mig feminint på en facon, hvor mine møbler og mit tilbehør minder mig om gode oplevelser, rejser, film og rare mennesker og dermed bliver små fortællinger og stemningsbilleder. Hjem skal være personlige og uhøjtidelige og frem for alt ikke ligne et boligkatalog, for så har jeg svært ved at slappe af og hygge mig. Mit eget hjem er i konstant bevægelse. Jeg rykker rundt på møblerne og maler dem i nye farver flere gange om året. Det gør mit hjem spændende at bo i – og besøge.”
Indretningsfilosofi - Hvid base med udskejelser
“Indret med ting, der siger dig noget. Det kan være alt fra en film, der har gjort særligt indtryk til rejsen i 1988 til Marokko eller tante Sofie. Jeg er ikke nervøs ved at blande interiør fra meget forskellige tidsaldre. Langt de fleste har en rød tråd i de ting, de vælger ud, og derfor opstår der naturligt en smagsmæssig sammenhæng i de måske umiddelbart meget forskellige ting. En god tommelfingerregel er at male vægge og gulve hvide, for hvis kulissen er hvid, kan du tillade dig flere farvemæssige og dekorative udskejelser på møbelsiden.”
Specialitet - Listige loppefund
“Jeg elsker at finde møbler på loppemarkeder, som trænger til en kreativ og personlig hånd. Udfordringen ligger i at få et præsentabelt møbel ud af f.eks. en udtjent kommode og costumize den i en grad, så kommoden måske ændrer funktion og bliver et udtryk for min kreativitet og stil. Det gode ved loppestilen er også, at den er billig. Hvis du køber en sofa til mange tusinde kroner, så er du næsten forpligtet til at have den i mange år. Billige fund giver frihed til at skifte hyppigere ud.”
Ibens 3 hurtige
Bedste boligbog: Blandt flere er det ‘Havana Style’ af Christiane Reiter, Forlaget Taschen, og ‘Flea Market style’ af Emily Chalmers og Ali Hanan fra forlaget Ryland, Peters & Small.
Bedste boligbutik: Loppemarkeder i udlandet. Specielt i Amsterdam og Paris.
Største boligidol: Udvalgte strik- og patchworkdesign af amerikanske Kaffe Fassett har gennem mange år inspireret mig meget.