Havemøbler – et ord, der er på vej ud af modeskabernes ordbog, når det gælder stole, borde og bænke til haven og terrassen. Design er sat på sommermenuen i Danmarks private, grønne oaser – vi vil have det flot, tænkt og originalt.

- I dag indrettes haven med design-møbler og ikke havemøbler. Ordene er Monika Paustians – indretningsarkitekt og hustru til Ole Paustian, søn af grundlæggeren af designmøbelforretningen
Paustian på Kalkbrænderiløbskaj i København og på Skovvejen i Århus.
Trods sine 64 år og skift i succesforretningens ejerkreds er det, som det har været, siden hun og hendes mand gjorde forretningen verdenskendt, fortsat Monika Paustian, der indretter forretningens showroom – en udstilling, der lige nu rammer ned i hjertet på sommermoden anno 2008.
- Der er to stærke stilretninger i haven i år, fortæller Monika Paustian.

- Den ene er den romantiske stil kendt fra store, engelske haver og gamle parker – oprindeligt skabt af firmaet Barlow Tyrie. Egentlig har stilen været i landet siden 1980’erne, men et hav af kopister har
gennem årene udvandet den. Nu er tiden inde til at hylde det originale, og vi tror igen på de smukke teaktræsborde, bænke og stole, fortsætter Monika Paustian.
Sideløbende med møblerne i den tunge og gedigne stil peger Monika Paustian på de moderne og i udtrykket noget lettere møbler fra eksempelvis Arper og Vitra.

- Det er møbler i plastmaterialer, der tåler at stå udenfor. Formerne er runde og organiske, og flere af møblerne er gamle klassikere – blandt andet DSR og Pantonstolen, som i mange år også har været
bestsellerter indenfor, fortæller hun og pointerer videre, at hun oplever, at folk generelt i dag er meget opsatte på design og er bevidste om, at det, de vil have, skal være designet, tænkt og originalt.
Kom med på mode-beatet udenfor Her er de møbler, indretningsarkitekt Monika Paustian spår som sommerens bestsellerter hos Paustian.

Læn dig op ad husets stil – råd fra Monika Paustian
Har du svært ved at vælge mellem materialer og stilretning, er en god tommelfingerregel at kigge på husets stil. Er huset moderne og minimalistisk, skal møblerne også være det. Og har dit hus herregårdsagtig nerve eller patricierstil, må møblerne også gerne vise format. Hvor meget plads, man har til rådighed, er selvfølgelig også afgørende.
Til en lille terrasse er tunge træmøbler måske en for stor mundfuld. Er terrassen kvadratisk, kan et rundt bord fungere bedre end et firkantet, og er terrassen aflang, kan et langbord med udtræksplader være den bedste måde at få folk placeret på.
Uanset hvad, bør fleksibilitet være den usynlige gæst på enhver terrasse eller hyggekrog i haven, så man nemt og hurtigt kan lave om til lejligheden. Flere rum i haven er også en god ting at tænke med i indretningen udenfor. Har man mulighed for det, kan man indrette forskellige kroge og hjørner i haven – en til morgen, en til middag og en til aften.
Sponsorlinks
Politikens gør det selv Badeværelset
kr. 149,-Drømmeværelset
kr. 199,-Bogen om køkkenet
kr. 299,-